Nikotinprodukter
Lidt om nikotinprodukter og alternativer til rygning
Der findes efterhånden en hel del forskellige nikotinprodukter der er designet til at tilføre kroppen nikotin uden at den farlige røg også indtages.
Den største fare ved rygning ligger ikke i nikotinen alene, men i den røg man suger ned i lungerne når man ryger. Det er røgen der ødelægger lungernes fine fibre, og indtog du blot nikotinen alene ville du være en hel del bedre stillet end en ryger er.
Nikotin er dog stadig en farlig gift, men af to onder er det langt at foretrække at du indtager din nikotin via et nikotinprodukt end ved at du ryger.
Nikotinprodukter er opfundet og blevet populære til rygestop fordi de gør det lettere at slippe af med røgen, da du ikke vil få så voldsomme rygestop abstinenser fordi du jo ikke fjerner nikotinen, men kun røgen når du benytter et nikotinprodukt til at facilitere din rygeafvænning.
Man siger at nikotinprodukterne som en hovedregel kun er nødvendige for dem der har røget længe og derfor er meget afhængige. Som erstatning for rygningen er nikotinprodukterne absolut meget effektive, og helt bestemt langt sundere da de mindsker risikoen for de fleste kræftformer, primært for lungekræft.
Prismæssigt har der ikke været den store besparelse at hente ved at benytte nikotinprodukter, men efterhånden som afgifterne på tobaksvarer stiger med raketfart i et forsøg på at afskrække især unge mennesker fra at begynde med at ryge, er det faktisk på det seneste blevet en hel del billigere at benytte dem.
Priserne bevæger sig selvfølgelig, men sidst jeg tjekkede kunne man få 14 dages forbrug af nikotinprodukter for lige omkring 300kr, altså lige over 20kr. Om dagen, og ryger man en 20 styks pakke cigaretter om dagen er det en besparelse der er værd at tage med, alt efter hvilket mærke du foretrækker.
Hvilke nikotinprodukter findes der så:
Nikotinplaster ofte kaldet rygestopplaster
Herhjemme sælges to mærker indenfor nikotinplastre, nemlig nicotinell og nicorette.
Fælles for dem er at på plasterets inderside er der ren nikotin sammen med klæbemidlet, som langsomt frigives og indtages igennem huden. Der er 16 timers og 24 timers rygestopplastre, de fås også i flere forskellige doseringer alt efter hvor afhængig man er.
Nogle får allergiske reaktioner i huden af rygestopplaster, og de er heller ikke optimale at benytte under hedebølger kan jeg tilføje, da de grundet sveden ikke bliver siddende når det er meget varmt.
Nikotintyggegummi
Der er mange der foretrækker et nikotintyggegummi, som ligesom rygestopplasteret indeholder ren nikotin, og der er tilført smagsstoffer så det ikke føles som ren nikotin i munden. Også nikotintyggegummi fås i flere styrker efter afhængighed og hvor meget du har røget. Nikotinen frigives ved at tygge på tyggegummiet nogle gange, og lade det hvile i kinden sådan at mundens slimhinder kan optage nikotinen og dirigere den ud i blodet og derfra til hjernen. Effekten er stort set den samme som med plastrene, og rigtigt benyttet får du bedre styring på den mængde af nikotin du tilfører, i modsætning til plasteret der bestemmer mængden af ninkotin du indtager.
Et nikotintyggegummi holder ca. en halv time medmindre du tygger det som almindeligt tyggegummi.
Af bivirkninger beskrives irritation u mund og svælg, og jeg kan tilføje at ved overdreven brug kan man godt få lidt ondt i maven, og lider du af for meget mavesyre, kan tyggegummiet også være et problem.
Nikotininhalator
Inhalatorer er små cigaretlignende plastikstykker hvor man kan udskifte en lille patron som når man suger igennem den frigiver nikotin ind i mundens slimhinder. Det minder lidt om de plastikcigaretter de fleste vel husker fra de var børn, og de har den fordel at dine hænder er beskæftiget ligesom hvis du røg, og de kan derved gøre det endnu lettere at stoppe med at ryge da en del af de psykiske rygestop abstinenser netop ligger i vanen med at sidde med cigaret og suge på den.
Jeg kender ikke til rygestop bivirkninger i forbindelse med nikotininhalator.
Nikotin næsespray
Næsesprays med nikotin er for storrygere, fordi det er den hurtigste måde at tilføre hjernen den nikotin den ønsker, men den virker til gengæld også en smule ulækker, og kan give irritation i næsens slimhinder og give løbende næse.
Nikotinnæsespray bør du efter min bedste overbevisningkun begynde på hvis du er desperat og ikke har kunnet få hjælp ad andre veje.
Nikotinmundspray, nikotinsugetabletter og nikotintabletter
Jeg sætter disse 3 lidt sammen fordi de indtages igennem mundens slimhinder, enten som et spray nikotin eller som en lille sugetablet man lægger under tungen.
De har ikke de store kendte bivirkninger og jeg har ingen erfaring med dem(jeg tror ikke de fandtes da jeg stoppede) så det begrænset havd jeg kan sige om dem.
Alternativer til rygning
Champix Rygestop pillen
Denne rygestop pille er specielt udviklet til rygeafvænning, og har du ikke kunnet stoppe ad anden vis kunne det være en mulighed, det er dog et produkt du skal snakke med din læge om først, da det er medicin, og pillen er designet sådan at den roder med hjernens kemi og opfylder det ”rum” hvor nikotinen ellers skulle være. Rygestop piller er ikke min første anbefaling, men når det handler om at slippe ud af nikotinens magt, og da pillerne har bevist deres værd, er de værd at overveje.
Pillen er grundigt testet og havde under tests en succesrate på 25%
Zyban (Wellbutrin) rygestop piller
Dette produkt er egentlig de såkaldte lykkepiller, og ved et tilfælde blev det opdaget at en hel del der blev behandlet med disse piller, stoppede med at ryge, jeg vil dog anbefale at du vælger champix rygestop pillen hvis muligt, da den som beskrevet er udviklet til formålet.
Alternativt kan du benytte forskellige tobaksprodukter såsom oliver twist der er lidt ligesom skrå, og skal ligge i munden hvor de frigiver nikotin til slimhinderne ligesom sugetabletterne.
Rygning kan dræbe og derfor er det vigtigt at du kommer væk fra røgen først og fremmest, derefter bør du gøre dit yderste for at fravænne dig nikotinen, da den bestemt ikke er ufarlig, og faktisk ikke er så slem at slippe af med når man først har knækket rygevanen.
Relaterede indlæg:
- Kan man blive afhængig af nikotinprodukter?
- Nikotin Produkt
- Hvordan virker nikotinplaster og nikotintyggegummi?
- Rygestop Produkt
- Rygestop Spray
- Nikotintyggegummi
- Rygestop igen – festrygning og rygestop metoder
Du kan give dine kommentarer her!
Alle kommentarer modereres i forhold til min kommentarpolitik

