Udvid din komfortzone
Langt de fleste mennesker udlever ikke deres potentiale, alene af den grund at de ikke tør handle, eller spørge om hjælp, simpelthen fordi risikoen for en afvisning eller et nej opleves som en langt værre situation.
Når man spørger ind til hvorfor de ikke tør spørge, viser det sig at de fleste allerede forventer en afvisning, og derfor hellere end opleve den afvisning affinder sig med ikke at komme videre.
Rigtigt mange har en drøm om at opnå et eller andet resultat, og de starter ud med fyr og flamme. Et eller andet sted i processen, hvor de måske er begyndt at se små resultater begynder fokus at skifte fra det de drømmer om, til at deres fokus handler om frygten for at miste den smule de har opnået. På den vis ender rigtigt mange mennesker med at holde sig selv tilbage fra at opnå deres drømme, udelukkende fordi den smule de har vil de ikke risikere.
Men tro mig, jeg taler af erfaring, folk der lader sig begrænse af deres egen frygt, og ikke tør bryde ud af deres egen komfortzone, opnår ikke imponerende resultater, og slet ikke den type resultater drømme er lavet af.
Kender du i øvrigt begrebet ”din komfortzone”? Jeg bruger det jo en del, så vi må vel hellere lige definere det.
Din komfortzone er at du gør ting i din hverdag som du er vant til, og derfor komfortabel med at gøre. Men de fleste mennesker der beskæftiger sig med menneskelig psykologi ved at hvis du vil videre med dit liv, er du nødt til at udvide din komfortzone, og det gør du ved at foretage dig ting der skræmmer dig lidt.
Efterhånden som du udvider din komfortzone vil du opleve dit liv forandre sig, og dig med det.
En øvelse der vil få de fleste mennesker til at krumme tæer og føle sig lidt utilpas, er at opsøge afvisningen eller det uundgåelige nej… Men som de fleste der har gjort det, vil du også opleve at det faktisk ikke gør så ondt når du ændrer din holdning til det, og endnu vigtigere så får du faktisk slet ikke så mange nej’er som du frygter.
Er du hemmeligt forelsket? Har du en drøm om et samarbejde med en person du ikke føler dig på højde med, men mere ser som et forbillede? Er der ting du normalt går langt uden om alene fordi du frygter afvisning?
Hvis du stillede dig selv den opgave at gå ud i verden, og gøre 5 ting du frygter, og forventer vil blive afvist, ville du bestemt ende med at flytte din komfortzone. Du skal inden du går i gang, se realistisk på verden, og forstå at når folk siger nej, handler det oftere om dem selv, og deres verden end det handler om dig.
Tag ikke beslutningen for andre, men tag udfordringen op og gå efter de frygtede afvisninger, det vil gøre dig bedre til at håndtere dem, og bedre til at spørge om ja’erne.
Der kan jo være mange grunde til at folk afviser din henvendelse, og beder du eksempelvis din udkårne om en date, så kan et nej jo betyde så mange ting…
Personen kan uden dit vidende være afsat allerede, forelsket i en anden, eller på vej til at flytte til en anden landsdel… Der kan være mange flere grunde, og det behøver ikke nødvendigvis at reflektere hvem du er at du bliver afvist. Faktisk vil jeg påstå at langt de færreste afvisninger handler om dig.
Eller du kan antage den holdning Henry Ford benyttede sig af. Han bad sine udviklingsfolk om at opfinde en bestemt motortype jeg ikke lige kan huske, og da de kom tilbage efter tusindvis af forsøg og sagde at det var umuligt, sagde han bare at selvfølgelig kunne det lade sig gøre, de havde bare ikke fundet den rigtige metode… og han fik ret!
Et andet eksempel var Thomas Edison der opfandt den elektriske pære efter noget i retning af 10.000 forsøg der havde fejlet. Cirka halvvejs i processen blev han interviewet af en journalist som spurgte ham om ikke det var svært t have lavet 5000 fejlslagne forsøg på sin opfindelse, hvorefter Thomas Edison Svarede noget i retning af: ”jeg har ikke lavet 5000 fejl, jeg er blot 5000 tests tættere på løsningen og det resultat jeg ved kan lade sig gøre.”
Bemærk hvordan ingen af de 2 tvivlede et sekund på at det kunne lykkes, og med den indstilling kommer man bedre igennem livet, det være sig som iværksætter såvel som menneske.
Gør som de bedste, gå efter fejlene, og udvid din komfortzone, og husk lige at du kan udfordre dig selv på alle områder af dit liv.
Relaterede indlæg:
- Komfortzone
- Komfortzone Livskvalitet og din Normaltilstand
- Forskellen på Selvværd og Selvtillid
- Dårligt selvværd
- Assertionstræning
- Assertiv kommunikation
- Mindfulness Meditation
Du kan give dine kommentarer her!
Alle kommentarer modereres i forhold til min kommentarpolitik
