Post traumatisk stress syndrom
|
Post traumatisk stress syndrom – En stressreaktion på en yderst voldsom oplevelse
Post traumatisk stress syndrom forkortes ofte til PTS eller PTSD. Post traumatisk stress er en uhensigtsmæssig stressreaktion på en yderst voldsom oplevelse. Post traumatisk stress syndrom er den eneste psykiske lidelse, der kræver en direkte årsag/oplevelse til at udløse den psykiske lidelse. Oplevelser, der kan fremkalde post traumatisk stress syndrom, kan være uheld af voldsomme karakterer, krigshandlinger og naturkatastrofer, men situationer som skilsmisse og forventet dødsfald kan også udløse post traumatisk stress syndrom.
Undersøgelser foretaget i USA viser, at risikoen for post traumatisk stress syndrom er 0,5% hos mænd og 1,3 hos kvinder. Krænkelser som voldtægt, seksuelle overgreb, incest og vold har de højeste rater, når man taler om årsager til post traumatisk stress syndrom.
Man tror det måske ikke, men faktisk kan alle mennesker bukke under for post traumatisk stress syndrom, også læger, soldater, ambulancefolk og lignende, på trods af, at de er uddannet til at opdage faresignalerne på post traumatisk stress syndrom. Det siges faktisk, at genetisk set er ca. 25% disponeret til at få post traumatisk stress.
Hvornår forekommer stress symptomerne?
Post traumatisk stress syndrom og de dertil hørende stress symptomer viser sig i ugerne eller månederne efter en traumatisk oplevelse. De viser sig i form af personligheds- og adfærdsændring, hertil kan ”ofret” blive underlig og aggressiv. Den ramte person genoplever den traumatiske begivenhed hele tiden i sine tanker og drømme. Personen vil være plaget af flashbacks og følelsen af, at man kunne have handlet anderledes og dermed have ændret situationen. Det er meget normalt, at man vil føle sig dårligt tilpas i lignende situationer og man vil derfor gøre alt for at undgå disse situationer. Er man ramt af post traumatisk stress syndrom er det meget almindeligt, at man oplever flere forskellige kropslige og psykiske symptomer, f.eks. hjertebanken, depression, svært ved at sove, angst og svedeture. Derudover ses det også tit, at man begynder på et misbrug, eller at et allerede eksisterende misbrug bliver værre.
Hvordan kan denne stressform minimeres?
Debriefing er den mest almindelige teknik indenfor stresshåndtering, når det kommer til post traumatisk stress syndrom. Debriefing går ud på, at man får talt den traumatiserende oplevelse igennem, med de personer som man oplevede den med.
Jo tidligere der bliver sat ind, jo bedre. Det er særdeles svært at behandle en person, der lider af fuldt udviklet post traumatisk stress.
Behandlingsmetoder af post traumatisk stress syndrom kan være samtaleterapi og medicinering, ofte kombineret med hinanden. Bliver man ikke behandlet i tide kan det ende med, at man får kronisk post traumatisk stress – Det er oftest de personer, der har været udsat for de mest belastende oplevelser, der ender med at få den kroniske psykiske lidelse.
Post traumatisk stress syndrom – Har du, eller kender du nogle, der har været udsat for en yderst belastende oplevelse, er det vigtigt, at du/I søger hjælp inden det er for sent.
Relaterede indlæg:
- Post Traumatisk Stress
- Posttraumatisk Stress – Stresshåndtering og Stress Symptomer
- Årsager Til Stress
- Stress på Arbejdspladsen
- Undgå Stress Symptomer
- Stress Hormoner
- Tegn på stress
Gæste post
1 Kommentar til “Post traumatisk stress syndrom”
Du kan give dine kommentarer her!
Alle kommentarer modereres i forhold til min kommentarpolitik
Post Traumatisk Stress Syndrom
Hej
Alle beskrivelser på Posttraumatisk stress syndrom er meget voldsomme. Jeg kan sige at det ikke behøver at være voldsomme oplevelser der udløser PTSS. Jeg startede som barn med at opleve nogel af mine årsager til at jeg senere udviklede denne sygdom. Mobning som førte til isolation i teenagealderen og søgen efter kærlighed på den forkerte måde, hvilket gjorde at jeg mødte en jaloux mand. En far som altid advarede om indbrud i hjemmet eller overfaldsmænd i det offentlige. Kærestens evindelige telefonopkald om natten, når jeg forsøgte at gå fra ham. En mor der havde en præcis tone i stemmen når hun ville nedgøre eller bebrejde og gentog tonen i forbindelse med politik i mit voksenliv. En kæreste der brød ind på mit lejede værelse mens jeg sov og opførte sig truende både overfor mig og i forhold til sit eget (påståede) selvmord. En flytning og flygtning til en anden by uden at blive af med kærestens efterfølgelse.
Alt dette blev til sidst det der udløste PTSS for mig. Måske var jeg desuden født et ekstra følsomt individ, dog uden at vide det.
Jeg endte med at være totalt paranoid, mistroende overfor alle og enhver, jeg troede end ikke på min familie eller mine veninder.
Min eneste fordel var, at jeg havde lært lidt om psykologi og viden om menneskets udvikling gennem bøger og troede at alt hvad der foregik omkring mig var en iscenesættelse, der skulle lære mig noget. Jeg var meget opsat på dette at lære af alt hvad jeg oplevede. Dette var med til at jeg ikke faldt fuldstændig ned i et hul, for jeg så frem samtidig med at jeg begræd og bebrejdede mig selv alt hvad jeg havde oplevet som kunne bruges mod mig selv.
Til sidst blev jeg henvist til en psykiater og blev medicineret. Jeg skulle først starte med at tage noget anti-psykotisk medicin, men fordi jeg følte mig fuld og følte at jeg slingrede når jeg skulle handle, blev det kun til at jeg havde taget halv dosis i to dage.
Det næste medikament psykiateren mente jeg skulle indtage, var antidepper. Jeg forsøgte nu med denne medicin og denne gjorde mig ikke ‘beruset’ eller påvirkede min dømmekraft og derfor vedblev jeg med at tage denne. Jeg har ellers altid været modstander af næsten al slags medicin, måske bortset fra smertestillende.
1 til 2 måneder efter at jeg var begyndt at tage den antidepressive medicin, døde min far. Han døde at en kombination af lungekræft og en blodprop i den raske lunge. Da gik det op for mig, at den verden jeg oplevede nok måske alligevel ikke var til for at lære mig noget. Jeg befræd min far da det skete men i et par uger forventede jeg alligevel at han ville dukke op, og jeg ville have lært noget om livet og mig selv.
Men min far kom ikke tilbage og min families sorg vvar virkelig. Det var et stort rod for selvom jeg i undrebevidstheden havde denne opfattelse, så sørgede og begræd jeg min fars død, på samme måde som mine søskende og min mor.
Efterhånden gik det mig bedre og jeg påbegyndte en ny uddannelse. Mens jeg var under uddannelse, blev min søster syg. Hun fik fjernet flere knuder under den ene arm sammen med resten at lymfeknuderne og måtte stryge armen resten af livet. Eller det var det som vi forberedte os på.
3 måneder senere og ca. 4 år senere efter min fars død, fik vi at vide at min søster led af uhelbredelig modermærkekræft (melint melanom).
Jeg har nok aldrig oplevet mig selv græde på denne totalt stille måde nogen sinde før, tårene løb bare ned af mine kinder mens jeg koncentrede al min opmærksomhed på hvad lægen havde at sige.
Min syge søsters første kommentar til lægen var; ‘kan man blive aflivet?’ En enorm stærk kommentar men også en kommentar der gjorde sygdommens omfang til virkelighed.
Den dag som vi, min søster, min bror og jeg, fik denne besked skulle jeg have startet i praktik som pædagog. Jeg kunne kun køre til praktikstedet og fortælle lederen hvordan virkeligheden så ud for mig og min familie. Det mødte stor forståelse fra lederen men ikke fra min praktikvejleder på stedet. Hun pressede mig til at møde i praktik indenfor 2 uger efter min søsters død, hvilket naturligvis var alt for tidligt og derefter gjorde hun alt for at min praktik skulle mislykkedes og dt endte med at hun ikke ville godkende min praktik, ‘dumme kælling’.
I forbindelse med min indledende depression i starten, vente mine veninder mig ryggen og jeg har ikke haft noget med dem at gøre siden. Jeg siddr nu idag alene, uden mod til at forsøge at indlede nye venindeforhold, eller bare nogle venneforhold overhovedet. Jeg er naturligvis overbevisst om at jeg ikke er værd at kende og at jeg ikke er værd at være venner med.
Jeg har jo svigtet i alt hvad jeg har gjort.