close
facebook like buttonTwitter Icontwitter follow button
  • Personlig Udvikling
  • Antagelser

    Antagelser er meninger uden erfaringer

    Inspireret af en kommentar på mit indlæg om overbevisninger, vil jeg her prøve at uddybe hvad en antagelse er, og hvor forskellen imellem antagelser og overbevisninger ligger.
    Det er vigtigt at kunne kende og forstå forskellen, hvis du vil leve et fuldt liv, hvor du virkelig udnytter dig selv, og ikke grundet forkerte antagelser begrænser dig selv.

    Det at man antager en holdning til et emne, er en fælde de fleste mennesker falder i rigtigt ofte, nogle selvfølgelig mere end andre. Du kender sikkert en person der har en holdning til alt, og det er naturligvis en god ting at tage stilling til ting, og det er heller ikke forkert at have en mening. Problemet opstår når den mening er baseret på gætterier, andres holdninger og erfaringer eller blot løse betragtninger på afstand af en situation.

    Det forventes ofte at man har en holdning til det meste, men hvis du ikke har personlig erfaring med emnet, er der ikke noget forkert i at du siger at det ved du ikke nok om til at kunne udtale dig. For mit eget vedkommende så har jeg intet problem med at sige sådan, og det gør jeg simpelthen fordi jeg ønsker at leve med en åben indstilling til livet, og prøver aktivt ikke at basere mit verdensbillede på gætterier og (måske forkerte) antagelser.

    Hellere ingen holdning end en baseret på en antagelse

    Hvis du enten ikke har kendskab til et emne, og heller ingen erfaring har med det, hvordan kan du så forventes at have en holdning til det? Det er egentlig ikke så svært, det eneste du skal gøre er at udtale dig om ting du ved noget om, og ikke udtale dig om emner du ikke har viden eller erfaring omkring.

    Der hvor antagelser kan blive et problem, er når du afviser en ide, fordi du har en antagelse om at det eksempelvis ikke er muligt at gennemføre ideen. Den antagelse bygger du på ingenting, og ikke på nogen form for erfaring, og i sidste ende ved du ikke med sikkerhed om det rent faktisk kunne lade sig gøre.

    Forskellen imellem en antagelse og en overbevisning kan illustreres med den gode gamle historie hvor hele verden troede at jorden var flad. Det var en antagelse, der var baseret på gætværk, og det var først efter at man fik erfaringen at det kunne lade sig gøre at sejle hele vejen rundt om jorden, at den antagelse måtte vige for den viden der gjorde det at jorden er rund til fakta og en overbevisning.

    Alt er muligt i denne verden, det er der mange der siger, hvis du kan forestille dig det, så kan det lade sig gøre, og det kan også lade sig gøre at leve sit liv baseret på en masse antagelser, men det betyder ikke at det er en god ide. Hvis du spørger mig, så mener jeg at alt for mange meninger udelukkende baseret på antagelser, er begrænsende for en selv, for når man har dannet sig en mening om noget, ser man alt der vedrører det emne igennem de briller og det kan ikke undgå at farve din oplevelse om emnet.

    Antagelser og overbevisninger er svære at skelne

    Antagelser er meget nært beslægtede med overbevisninger, og det er faktisk muligt at føle sig overbevist om noget der er baseret på en antagelse, men i virkeligheden er det jo ikke en overbevisning førend du har erfaringen.
    Jeg ved godt at det her kan blive lidt indviklet, men jeg håber du i hvert fald føler at du blevet blot en smule klogere på emnet, og ikke blot antager at du ved hvad det handler om. 🙂


    Emner: SelvUdvikling | No Comments »

    Kommentarer